Susan Stipp er overbevist om, at man når gode resultater ved at sætte forskere fra forskellige felter sammen, og lade dem dele deres viden og synspunkter med hinanden.
Susan har selv studeret geologi, geo-kemi, hydro-geologi, læst til ingeniør, kemi og fysik med særligt fokus på nano-teknologi.
Susan Stipp er professor og direktør for Nano-Science Center på Københavns Universitet. Her har hun lavet sit eget laboratorium, hvor hun bestyrer et internationalt hold af 48 forskere. De fokuserer på basale nødvendigheder i fremtidens samfund. Hvordan nano-teknikker kan benyttes til at beskytte miljøet og udvikle vores ressourcer til at række længere.
‘Jeg har mødt en masse modstand fordi jeg er en kvinde’ forklarer Susan. Én begivenhed har hun aldrig glemt. Den fandt sted på andet år på universitetet. Hun havde arbejdet hårdt første år, og fik lov at fortsætte på studiet. En mandlig professor mødte op på første gav, og gav klassen denne besked ’i dag er der 65 studerende. Til jul vil det tal være reduceret til 15. Og jer tre piger på første række. Døren er dér. I skal ikke lede efter en mand her. Vi er her for at studere geologi!’. Men Susan klarede den. ‘I slutningen af året var jeg én af de 15. Jeg var faktisk den bedste af de 15’ siger Susan, stadig med en smule vrede og foragt i stemmen.
Susan Stipp er født i Canada. Hun voksede op hos sine bedsteforældre, som på mange måder blev hendes rollemodeller. Ærlighed og hårdt arbejde var vigtige kvaliteter i familien. Susan og hendes bedstefar ledte altid efter svar på vanskelige spørgsmål. Hvis han på ikke på stående fod kunne svare på Susans spørgsmål, så læste han indtil han kunne. Han lærte Susan at være nysgerrig. Hendes bedstemor var en stædig kvinde, og hun lærte Susan aldrig at give op. “Min bedstemor sagde en dag til mig: ‘Mon du nogensinde får et rigtigt job, eller skal du bare lege?’ Og for Susan er det netop det der er smukt ved at være forsker. ’Arbejdsdagene er lange, men jeg leger mig igennem det hele, så de lange dage betyder ikke rigtig noget’.
